Fie Madvig Larsen

Hvor arbejder du, og hvad er din stillingsbetegnelse?

Jeg er ansat som fuldmægtig i Enhed for Evidensbaseret Medicin i Sundhedsstyrelsen.

Hvad laver du?

Mine primære arbejdsopgaver er proces- og projektledelse ved Indsatser for Rationel Farmakoterapi. På lægemiddelområdet i Sundhedsstyrelsen arbejder vi både med valget af lægemiddel og når et fravalg er det bedste valg. I den forbindelse udgiver vi bl.a. et månedsblad målrettet almen praksis, nyheder, anbefalinger, rapporter og kampagner om, hvordan lægemidler bruges mest hensigtsmæssigt.

Som projektleder koordinerer og planlægger jeg fx møder med arbejdsgrupper, konferencer og inddragelse af eksterne samarbejdspartnere på lægemiddelområdet. Jeg udarbejder notater, rapporter og andre produkter, samt behandling af aktindsigt og henvendelser m.m. Jeg sidder med i råd og udvalg på lægemiddelområdet og en stor del af arbejdet går også med ministerbetjeningen, herunder udarbejdelse af faglige bidrag til bl.a. folketingets sundhedsudvalg og samrådsspørgsmål.

Mine kollegaer fra andre faggrupper består primært af læger og farmaceuter, og jeg samarbejder med de andre enheder i Sundhedsstyrelsen, hvor der er snitflader til lægemiddelområdet. Derudover samarbejder jeg eksternt med andre styrelser, de faglige selskaber, regionerne, kommunernes landsforening og patientforeninger m.fl.

Hvilke erfaringer har du?

De første år på uddannelsen i folkesundhedsvidenskab, havde jeg en idé om, at jeg gerne ville forske. Derfor opsøgte jeg studiejobs på forskningsområdet og var studentermedhjælper ved bl.a. Kræftens Bekæmpelse, Rigshospitalet og Psykiatrisk Center København.

Undervejs i studiet blev jeg mere interesseret i brug af viden og formidling. Derfor formede jeg min kandidatuddannelse mere i den retning med valgfag som fx folkesundhed i medierne og (på sociologi) fag om projektledelse og strategisk faglig formidling. Desuden skrev jeg mit speciale i samarbejde med HOPE-projektet om, hvordan borgere var medproducenter af videnskabelig kommunikation på Sundhedsstyrelsens Facebookside under covid-19.

I forbindelse med covid-19 pandemien fik jeg gennem en medstuderende et job som studentermedhjælper til at besvare det øgede antal af borgerhenvendelser i Sundhedsstyrelsen. Efterfølgende blev jeg ansat som studentermedhjælp i enhed for Kommunikation i Sundhedsstyrelsen og da jeg blev færdig som kandidat i 2021, fik jeg kort tid efter job i Enhed for Evidensbaseret Medicin i Sundhedsstyrelsen, hvor jeg har været siden.

Det var tilfældigt, at jeg kom til at arbejde med lægemiddelområdet. Lægemiddelområdet fyldte ikke rigtig for mig på uddannelsen, men er et område som jeg er glad for at være blevet introduceret til. Det er et super bredt, folkesundhedsmæssigt relevant og spændende, som i Sundhedsstyrelsen giver mig en lang række af forskelligartede arbejdsopgaver.

Hvilke FSV-kompetencer bruger du i dit arbejdsliv?

Det brede kendskab til sundhedsvæsenet og sundhedsområdet samt den analytiske tilgang til opgaveløsning og kritisk vurdering gør mig i stand til at favne og samarbejde bredt (generalistkompetencer).

Andet?

Selvom mine valg gennem studiet kan beskrives på en måde, så der er en form for rød tråd, så føltes det undervejs mere tilfældigt. Jeg var meget i tvivl om, hvordan jeg ville bruge uddannelsen, og egentlig tror jeg mest bare at jeg valgte, hvad jeg synes var interessant. Det er alle basisfagene på uddannelsen, der gør mig til en god generalist på sundhedsområdet, og som jeg bruger i dag.

Denne karriereprofil er skrevet i 2023.