Æresmedlemmer

af Foreningen for Folkesundhedsvidenskab

Æresmedlemmer af Foreningen for Folkesundhedsvidenskab har gjort en særlig og bemærkelsesværdig indsats for folkesundhedsvidenskaben.

Foreningen har indtil videre udnævnt nedenstående personer til æresmedlemmer.


Kristen Venther-Jensen

Kirsten Vinther-Jensen

Ekstern lektor, cand.odont., MPH

Udnævnt i 2020

Kirsten Vinther-Jensen har gennem en lang karriere sat sundheds­fremme på dags­ordenen nationalt såvel som internationalt. Kirsten har som en af de første vist vejen for empowerment-baserede indsatser, og hun har haft en vedvarende og brændende tro på sundhed som en ressource i befolkningen og som fundamentet for god folke­sundhed.

Kirsten er desuden en af driv­kræfterne bag etableringen og udviklingen af folke­sundheds­uddannelsen på Aarhus Universitet. Som ekstern lektor tilfører Kirsten fortsat semester efter semester de studerende faglighed, identitet og hjerte for folke­sundheds­området.

De seneste år har Kirsten især bidraget med sit brændende engagement, faglighed og smittende humør til bestyrelses­arbejdet i Dansk Selskab for Folkesundhed. Her har Kirsten været med til at sætte originale emner som ensomhed og sundheds­kompetence på den danske sundheds­fremmedags­orden og dermed fastholdt sin grund­læggende tro på borgeren som central ressource for sundhed og trivsel.

Kirsten er således en sand FSV-pioner og er trods sin lange karriere fortsat med til at definere folke­sundheds­området gennem undervisning, publikationer og sit virke i flere netværk og foreninger.


Torben Jørgensen

Torben Jørgensen

Læge, dr.med.

Udnævnt i 2017

Torben Jørgensen er og har været en af de ledende kræfter i arbejdet med folke­sundhed i Danmark. Han har gennem en stor indsats, blandt andet som formand for Dansk Selskab for Folke­sundhed i årene 2012-2016, bidraget til at få folke­sundheds­relaterede diskussioner på den politiske dagsorden og givet en bred skare af forskere, praktikere og beslutnings­tagere mulighed for at deltage i diskussionerne om den danske befolknings sundheds­tilstand.

Torben har fastslået, at sundhed handler om meget mere end det enkelte menneske, men er et komplekst samspil mellem biologi, miljø og samfunds­strukturer. Som vejleder for knap 50 ph.d.-studerende, for­fatter til mere end 600 viden­skabelige artikler og underviser på flere forskellige sundheds­viden­skabe­lige ud­dannelser har Torben i høj grad bidraget til at kompetence­udvikle de kommende generationer af sundheds­viden­skabelige forskere og praktikere.

Torben Jørgensens indsats inden for den sundhed­sviden­skabe­lige forskning er således markant. Han har været med til at udvikle den til det, den er i dag – og det, den vil blive i fremtiden.


Bjørn Holstein

Bjørn Holstein

Professor, mag.scient.soc.

Udnævnt i 2014

Bjørn Holstein har, med sit afsæt i forsknings­verdenen, igennem en lang årrække været en pioner på sit felt og sikret, at vi i Danmark har fået indsamlet værdifuld viden til brug for be­slut­nings­tagerne. Bjørn Holstein har endvidere bidraget væsentligt til udviklingen af et stærkt, nationalt forskningsmiljø, dels som fagligt fyrtårn, dels konkret som vejleder for mindst 66 doktoral- og ph.d.-afhandlinger, heraf en række udført af FSV-kandidater. Publika­tions­listen er så lang, at bestyrelsen opgav at tælle den.

Når det handler om medicinsk sociologi, og i særdeleshed børn og unges sundhed og trivsel, deres sundheds­adfærd og sociale vilkår, står få mere centralt på scenen end professor i social epi­demiologi Bjørn Holstein.

Allan Krasnik Thorkild I. A. Sørensen

Nils-Erik Fiehn

Lektor, dr. et lic.odont.

Allan Krasnik

Professor, MPH, ph.d.

Thorkild I. A. Sørensen

Klinisk professor, dr.med.

Udnævnt i 2010

Nils-Erik Fiehn, Allan Krasnik og Thorkild I. A. Sørensen udnævnes til æresmedlemmer for deres store engagement i forbindelse med opstarten af ud­dannelsen Folke­sundheds­videnskab på Københavns Universitet. Uddannelsen kunne i 2009 fejre sit 10-års jubilæum og i den anledning ønsker bestyrelsen at takke nogle af de ildsjæle, der fastholdt behovet for en uddannelse, der kunne fokusere på de store spørgs­mål inden for folkesundheden. At udfordre den traditionelle tanke­gang på Univer­sitetet krævede netop person­lig­heder, der med faglig dybde og kendskab til området kunne formulere både behovet og løsningen. Deres arbejde krævede ikke blot faglig indsigt, men også en universitets- og lands­politisk forståelse, så alle fra med­arbejdere på Det Sundheds­viden­skabe­lige Fakultet på Københavns Universitet til rektor og minister forstod, at uddannelsen ikke kunne stoppes. Bestyrelsen mener derfor, at 10-års jubilæet får sin optimale afslutning ved at udnævne de tre, der har gjort mest for, at uddannelsen kunne startes op, til æres­medlemmer af FKFSV – Foreningen for Kandidater i Folke­sundheds­videnskab.


Signild Vallgaarda

Signild Vallgårda

Professor, cand.mag., dr.med.

Udnævnt i 2009

Signild Vallgårda har gennem sin undervisning, sin forskning, formidling og sit store engagement i bachelor- og kandidatuddannelsen i folkesundhedsvidenskab gjort sig fortjent til at blive æresmedlem af FKFSV. Hun har som historiker og dr. med., med særlig talent for sundhedspolitik og samfundsanalyse, gjort de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag levende og anvendelsesorienterede på bachelor- såvel som kandidatuddannelsen i folkesundhedsvidenskab. Signild er en anerkendt forsker inden for sundhedspolitik, og hendes letforståelige formidling af denne forskning udgør et vigtigt og beundringsværdigt bidrag til samfundsdebatten inden for emner som magt, forebyggelse og ulighed i sundhed. Dertil kommer et væsentligt forfatterskab, der har sat sit præg på en lang række fag og studier rundt om i landet.

Det er vores klare opfattelse, at Signild Vallgårda lægger et sjældent stort engagement i uddannelsen af bachelorer og kandidater i folkesundhedsvidenskab. Således har hun til stadighed investeret mange kræfter i tilrettelæggelsen af uddannelsen, udarbejdelsen af nye studieordninger og rekruttering af nye studerende.


Morten Grønbæk

Morten Grønbæk

Professor, dr.med.

Udnævnt i 2008

Morten Grønbæk er med sit forskningsmæssige og fagpolitiske virke en stor inspiration for kandidater i folkesundhedsvidenskab. Morten har været engageret i uddannelsen af kandidater i folkesundhedsvidenskab fra uddannelsens begyndelse. Han var desuden en af de første til at se det store potentiale i de folkesundhedsvidenskabsstuderende med sit forskerspirerprogram, ligesom han som kompetent og inspirerende underviser har været med til at bibringe og nogle af de kompetencer, der gør os eftertragtede på arbejdsmarkedet. Morten Grønbæk har som forskningschef på Statens Institut for Folkesundhed altid været en stor aftager af studerende, såvel som kandidater i folkesundhedsvidenskab. I sit fagpolitiske virke, som formand for Motions- og Ernæringsrådet og som medlem af regeringens Forebyggelseskommission, er han desuden med til at sætte folkesundheden og folkesundhedsvidenskaben højt på den politiske dagsorden. Det er desuden bestyrelsens opfattelse, at Morten Grønbæk varetager disse beskikkelser med stor faglig integritet.


Finn Diderichsen

Finn Diderichsen

Professor, cand.med.

Udnævnt i 2007

Professor Finn Diderichsen er et fagligt fyrtårn og en inspirator for FSV-kandidater. Gennem sin forskning og ikke mindst sit store samfundsengagement evner han at sætte folkesundhedsvidenskab på den offentlige dagsorden. Han er en ildsjæl, der kæmper for de socialt udsatte, taler fagets sag og formidler sin forskning og sine synspunkter på en saglig måde, der tjener faget til ære. Finn Diderichsens forskning og undervisning er anvendelsesorienteret og er som sådan en inspiration for os i, hvordan vores fag kan bidrage til samfundsudviklingen. Han har udvist et kæmpe engagement i udformningen af uddannelsen i folkesundhedsvidenskab og som chef for forskerskolen er han utrættelig i sine bestræbelser på at tilbyde efteruddannelse, seminarer og kurser; ikke bare for universitetets ph.d.-studerende, men også for de kandidater, der har valgt andre karriereveje. Finn Diderichsen har været med til at præge folkesundhedsarbejdet i norden, først i Sverige og siden i Danmark. Med alle sine aktiviteter bidrager han i allerhøjeste grad til at opfylde FKFSV's erklærede formål.