FFSV-Prisen 2021

Maria Koch Aabel

cand.scient.san.publ.

Begrundelse

Maria Koch Aabel har med sit store engagement i rusmiddel­området, undervisnings­iver på universi­teterne samt ikke mindst sin unikke indsats under COVID-19-pandemien fortjent FFSV-Prisen 2021.

Maria har ydet en unik indsats som FSV'er ansat i Sundhedsstyrelsen under COVID-19-pandemien. Under ned­lukningen af samfundet blev Maria et kendt ansigt i forskellige TV-spots, hvor hun formidlede, hvordan man skulle forholde sig til COVID-19. Her stod det klar for alle, at Maria har et kæmpe talent for at kommunikere vanskelige sundheds­faglige problem­stillinger. Hun har en unik evne til at videre­formidle klart og tydeligt, så alle kan forstå det, hvilket spiller en afgørende rolle under en sundheds­krise. Maria har vist, hvordan man som FSV'er kan stå stærkt og bringe tvær­faglige kompetencer i spil, gøre en forskel – og i sidste ende være med til at redde liv. Et vaskeægte FSV-forbillede.

Dertil er Maria altid tilgængelig og en stor hjælp i forbindelse med FSV-aktiviteter og har derved gjort en aktiv indsats for FSV-fælles­skabet.

Maria er vendt retur til et af sine hjertebørn, nemlig rusmiddel­forebyggelsen, særligt blandt unge. Som programleder for 'Fælles om ungelivet' bidrager Maria blandt andet til, at vi får afprøvet elementer af 'Den islandske model' i en dansk kontekst. Et projekt, som flere af os med sikkerhed kommer til at høre endnu mere om, når Maria er ved roret. Dette arbejde ser vi frem til at følge.

På vegne af bestyrelsen

Michael Jensen
cand.scient.san.publ., formand for Foreningen for Folkesundhedsvidenskab