FKFSV-Prisen 2013

Sofie Kyndesen

b.scient.san.publ.

Begrundelse

FKFSV-Prisen gives til et medlem, der har gjort sig fortjent til anerkendelse inden for folkesundhedsområdet. Den kan blandt andet gives på baggrund af det arbejde, vedkommende udfører, en speciel indsats i arbejdslivet, fritidslivet eller i foreninger, innovative tanker eller påfund eller noget helt andet, som har været med til at sætte folkesundheden på dagsordenen. Mange af foreningens medlemmer fortjener en sådan anerkendelse, og det har derfor ikke været nemt at vælge. Efter det har været muligt for medlemmerne at indstille kandidater, har bestyrelsen valgt en person, som vi synes fuldt ud lever op til kriterierne for tildeling af FKFSV-Prisen. Foreningen uddeler for fjerde gang prisen.

Bestyrelsen finder, at Sofia Kyndesen er en værdig modtager af FKFSV-Prisen 2013 som følge af sit store engagement i studielivet og i uddannelsen i København. Det er især hendes arbejde med etablering af FSV-revyen og Epi-Centret (studenterlokale) samt hendes deltagelse i diverse faglige råd og nævn, der har vejet tungt. Sofia har med sit engagement og overskud været med til at vedligeholde den så berømte FSV-ånd, der hersker på studiet. Det har hun blandt andet gjort ved at mobilisere medstuderende på tværs af årgangene til adskillige projekter, råd, nævn og sociale engagementer samtidig med, at hun har ansøgt midler til at forbedre studiemiljøet. Hun har en energi, der er svær at sætte ord på og forstå. Efter en intensiv revyweekend går vi andre hjem og sover. Sofia går hjem og klipper en video sammen med alle weekendens højdepunkter på trods af, at hun har et møde i Studienævnet tidligt næste morgen.

Derudover er Sofia en fantastisk person at være sammen med og meget ydmyg. Hendes ubeskrivelige engagement, drivkraft og sprudlende energi er en kilde til inspiration og motivation for hendes medmennesker. Bestyrelsen ønsker derfor Sofia tillykke og er glade for at kunne tildele hende den fjerde FKFSV-pris. Vi glæder os til at følge hende fremover og håber, at vi kan få lov til at drage nytte af hendes entusiasme og handlekraft i fremtiden.

På vegne af bestyrelsen

Rune Schmidt
cand.scient.san.publ., formand for Foreningen for Kandidater i Folkesundhedsvidenskab